Onsdag den 8. februar 2017 var det blevet tid til at få re-justeret mine CI’er igen. Jeg kørte derfor til høreklinikken på Odense Universitetshospital i Odense. Denne dag var der kun re-justering på programmet, men derudover havde jeg et praktisk spørgsmål og ville gerne tale med en læge. Mere om det længere nede.

Efter kort ventetid blev jeg vist ind i samme lydtilpasningsrum, som de andre gange. Denne gang var audiologen der skulle indstille mine CI-processorer, dog en ny person der også hed Gitte.

Da denne Gitte og jeg ikke havde truffet hinanden før, startede vi med en snak om forløbet hidtil, så hun var opdateret på min situation. Denne snak havde naturlig fokus på mine oplevelser med CI’erne – det vil sige en del af det som også kan læses i mine tidligere blogindlæg. Snakken forsatte i øvrigt løbende under re-justeringen af CI’erne, hvor vi blandt andet også var inde på en sammenligning med tiden før CI – det vil sige med høreapparat.

Med dette gjort, gik vi i gang med re-justering af CI-processorerne.
Som ved de sidste justeringer, startede vi med mit højre CI. Venstre CI blev slukket imens.
Proceduren var lidt forskellig fra sidst, da vi sprang første trin over, der handlede om at finde ud af hvor meget styrke de enkelte elektroder kan have.

Vi gik derfor direkte til at re-justere de forskellige toner til samme lydniveau. Det var det der sidst foregik ved, at jeg hørte fem forskellige toner lige efter hinanden. Det regnede jeg også med denne gang, så blev lidt overrasket da jeg lyttede og talte med, og tonerne så forsatte efter den femte tone. Gitte forklarede bagefter, at det var fordi hun afspillede alle 22 toner på én gang. Det vil altså sige at det er de 22 kontaktpunkter på den indopererede elektrode, man indstiller – altså svarende til 22 lydkanaler.
Forklaringen gjorde at jeg pludselig bedre forstod hvad det er vi justerer. Og at de andre gange er de 22 toner så blot blevet opdelt i grupper af 5 toner.

Med den forklaring forsatte vi justeringen med en kombination af dette. At høre alle 22 toner på én gang giver et godt overblik over hvordan tonernes lydstyrke ændrer sig i spektret fra lave til høje toner. Derefter kunne jeg så fortælle hvilke af tonerne vi skulle have fokus på. De blev så justeret i forhold til hinanden, i mindre grupper på 5-10 toner.

Eksempelvis startede jeg med at høre tonerne på højre øre, først tydeligt og derefter gradvist svagere for hver tone frem til cirka 10-11 tone, hvorefter de blev gradvist tydeligere igen op til den 22. og sidste tone – altså lå de som på en V-kurve.
Vi justerede som beskrevet, indtil jeg oplevede at alle toner havde samme lydniveau.

Vi foretog senere samme justering på venstre øre. Her gik det dog stærkt, da jeg kun behøvede at få justeret nogle toner én gang. Derefter sad alle 22 toner lige i skabet, med samme lydstyrke.
At det forholder sig sådan, skyldes nok at det er højre øre der har udviklet sig mest siden sidste re-justering. Dette gør åbenbart at de forskellige toner med tiden opfattes lidt forskelligt i lydstyrke – og derfor må vi jævnligt re-justere niveauerne. Det forklarer også at forskellen fra sidste re-justering ikke var stor på venstre øre, som jo er vant til lyd.

Igennem de seneste 2 måneder, har jeg som tidligere beskrevet, skruet gradvist mere op for højre end for venstre øre, for at de skulle blive mere ens i lydstyrke. Så da højre CI var re-justeret, prøvede jeg at tænde for det venstre CI inden det blev re-justeret. Jeg oplevede nu at lydstyrken var meget tæt på ens. Forskellen der ellers efterhånden ikke er så stor, kom dog tilbage da vi havde re-justeret venstre CI.

Men jeg oplever dog stadig tydelig forskel i lydkvaliteten på de to ører. På højre øre lyder tonerne under justeringen stadig lidt bip-agtige. Men jeg kan dog klart skelne tonerne – altså at tonerne blev lysere for hver tone. Det er det jeg til daglig oplever som en lidt metallisk lyd, der stadig gør det lidt sværere at forstå tale med dette øre. Til sammenligning er tonerne jeg hører i venstre øre meget mere naturlige, ligesom den lyd jeg hører til daglig er det.

Jeg fik derefter fire nye progredierende programmer, nøjagtig som sidst. I virkeligheden ”nulstillede” vi blot den forskel i lydstyrke jeg havde oparbejdet mellem de to ører, så jeg starter forfra på samme volumenstep. De fungerer også som før med 4 niveauer med 10 volumenstep hver, og med højre og venstre CI splittet op, så der kan skrues op/ned for hver side separat.
Jeg vil naturligvis forsætte med at bruge dette frem til næste re-justering i Odense om 3 måneder, for at skrue hurtigere op for højre CI. Jeg håber at højre øre forhåbentlig snart vil indhente det venstre i lydstyrke, så jeg kan fokusere på at træne lydkvaliteten fremover. Det vil sige, træne lyd- og taleforståelse med begge ører. Det gælder dog især højre øre der stadig har den længste vej i mål. Men jeg tror stadig på det skal lykkes at få det så godt som med venstre øre.

Undervejs havde jeg, som skrevet i indledningen, spurgt om jeg kunne tale med en læge. Så da vi nu var færdige her, kunne jeg tage plads på gangen mens Gitte fandt en læge. Det tog dog kun et kort øjeblik, så havde Gitte snakket med en læge, der havde tid til mig.

Snak med lægen
Grunden til at jeg ville tale med en læge, var at jeg ved to enkeltstående lejligheder havde oplevet, at der kom en anelse blod ved arret i højre side. Det var ikke ret meget, og heller ikke noget der gav anledning til uro. Men jeg ville blot have en læge til at konstatere at der ikke er noget galt.
Men jeg har også haft konstateret at der er kommet en spøjs fordybning i hovedet, lige over øret – samme sted på begge ører, som ikke var der før operationen. Dette ville jeg også spørge lægen om.
Lægen der var en dame, som jeg ikke har mødt før, kiggede på mine ar og sagde at det skyldes huden stadig er ret tynd dér. Så jeg er nok bare kommet til at klø mig lidt for voldsomt bag øret, de to gange der kom blod.
Fordybningen bag begge ører, sagde hun skyldes at det er der de har været inde og rumstere i mit hoved. Så det er altså bare en ujævnhed der kan opstå, men som ikke betyder noget. Nu er det heller ikke noget der generer mig, så det kan jeg godt leve med.

Det sidste jeg skulle have afklaret, var et spørgsmål om CI-identifikationskort, som jeg ikke havde modatget i udfyldt stand. Jeg fandt på et tidspunkt dette kort puttet ind i en side i instruktionsbogen til mine CI’er, men altså uden at være udfyldt.
Det er nemlig sådan at CI-brugere har et særligt identifikationskort, som man kan have på sig – det vil sige i pungen, i tilfælde af uheld men også for eksempel i lufthavne. Dette kort viser at man har CI indopereret, og dermed også en magnet, og derfor ikke må udsættes MR-scanning på sygehuse. I lufthavne kan kortet bruges til at vise hvorfor alarmen reagerer ved sikkerhedschecket, og at de derfor kan kontrollere kroppen med deres håndscanner i stedet.
Da kortet ikke var udfyldt, spurgte jeg sekretærerne om det var noget de kunne gøre. Beskeden fra dem og en læge der tilfældigt kom ind i lokalet samtidigt, var at jeg skulle gå over på afdelingen, hvor jeg blev opereret. Ovre på denne afdeling talte jeg med en sekretær, som først kiggede lidt undrende på mit medbragte kort, men derefter sagde de havde deres egen version – og om jeg ikke havde fået det? Da jeg måtte sige nej til dette, lovede hun mig at jeg ville få det tilsendt.

Dermed var jeg færdig for denne gang, og kunne køre hjem.
Resultatet af denne omgang var ikke nær så markant som sidst. Sidst fik jeg for alvor skruet op for lyden på højre øre. Men denne gang havde det mere karakter af finjustering, dog med en mindre øgning i lydstyrke. Men jeg er stadig på rette vej og høretræningen kan forsætte…