Sidst på eftermiddagen, dagen før operationen, kørte mine forældre og jeg mod Odense med hospitalet som mål. Mine forældre var med som pårørende og for at kunne køre mig hjem efter operationen, da jeg ikke ville være i stand til det selv.
Vi startede med at køre forbi hotellet mine forældre skulle overnatte på, gennem de 2 nætter vi regnede med det ville tage, før jeg kunne komme hjem. Derefter fandt vi en asiatisk restaurant i Odense, hvor vi hyggede os over noget god mad.
Klokken nærmede sig nu 20.00 hvor jeg var bedt om at møde på hospitalet. Jeg skulle møde aftenen i forvejen, fordi jeg skulle forberedes på operationen, der ville finde sted fra morgenstunden torsdag den 6. oktober.
Den væsentligste forberedelse bestod af en barbering af operationsområdet bag og over øret. I mit tilfælde bag begge ører, da jeg opereres dobbeltsidet samtidig.
Da jeg, som det har kunne læses i mit første blogindlæg, har ladet håret vokse siden ca. starten af November 2015, frygtede jeg lidt hvordan det ville se ud. Som det ses på billedet, blev det et ret “interessant” look med håret sat op. Min mor mente jeg ligner en sumobryder på billedet, hvilket jeg godt kan se hun har ret i. På billedet er håret dog kun sat op fordi sygeplejerskerne på afdelingen mente det skulle være sådan af hensyn til operationen.
Normalt hænger mit hår blot ned, og så ses klipningen faktisk ikke, hvilket man kan se på dette billede som er taget i dag – dvs. efter operationen. Så det var heldigvis ikke så slemt med den klipning.
Efter en udmærket nats søvn på hospitalet, skulle jeg gøre mig klar med bad og sygehustøj om morgenen. Beskeden var at jeg ville blive kørt ned til operationsstuen lidt i kl. 8.00
Cirka en halv time før, kommer sygeplejersken ind og introducerer mig for en medfølgende lægestuderende. Den lægestuderende som skulle følge mig denne dag, og dermed overvære operationen, startede med at hilse på og spørge mig om hvad jeg synes om forløbet indtil da, ankomsten på sygehuset, osv.
Portøren kom som planlagt og kørte mig ned til operationsstuen. Med sengen parkeret lige uden for, kom både operationssygeplejesker, narkoselæge og lægen der skulle operere mig, og hilse på.
Så blev det tid til at jeg skulle lægge mig ind på operationsbriksen, sygeplejersker og narkoselæge klargjorde mig. Hernede mente de at knuden mit hår var sat op i, var unødvendig og gjorde jeg lå dårligt på briksen. Så væk med den – de ville lægge håret til side under operationen! Kort tid efter mærker jeg døsigheden komme rullende fra droppet i hånden – jeg spørger om det er nu? De svarer bekræftende og giver mig masken for munden. Jeg tager et par dybe indåndinger…og husker ikke mere…
…operationen var nu i gang!
Jeg vågner igen, og ligger nu på opvågningsafdelingen. Her er ikke noget ur synligt fra hvor jeg ligger, så jeg har ingen fornemmelse af tiden der er gået. Men jeg føler mig relativt frisk, og ikke så mærket af operationen jeg lige har været igennem. Så derfor ligger jeg egentlig blot og afventer at blive kørt tilbage til stuen oppe på sengeafdelingen.
På et tidspunkt mærker jeg ved mine ører for at vide hvordan jeg er forbundet. Det er faktisk kun store plastre bag ørerne. I højre øre har jeg en tot vat, og i venstre…hov hvad er det? Jeg mærker nu at de har givet mig høreapparatet på, uden at jeg dog hører noget! Jeg tager det af, og opdager at der ikke er noget batteri i det – haha, det må være faldet ud i forsøget på at slukke apparatet under operationen.
Senere da portøren henter mig, ligger jeg og tænker på om turen tilbage mon vil være slem pga. svimmelhed. Jeg mærker kun en lille smule ved elevatoren op, og lukker derfor øjnene der, som man vil gøre i køjen til søs, for at undgå søsyge. Det var dog mest præventivt, og jeg følte ikke kvalme eller ubehag i øvrigt.
Da vi ruller ind på stuen, kan jeg se uret vise at klokken er 14.15 – altså er det næsten 6½ time efter jeg blev kørt derfra om morgenen. Derfor er det nok rimeligt at antage, at selve operationen har taget godt og vel et par timer pr. øre.
Herefter skriver jeg en sms til mine forældre, for at orientere dem om at jeg er tilbage, og at de derfor kan besøge mig igen. Da de er ankommet, snakker vi om dagen der er gået. Med snak menes, at jeg mundaflæser da jeg ikke har høreapparatet på længere! Vi snakker derfor også om hvad der mon er sket med den hørelse jeg havde før operationen. Til min egen overraskelse kan jeg stadig høre lyd, når jeg piller ved venstre øre, lige som det også lyder overraskende normalt når jeg tygger på noget. Vi finder derfor et nyt batteri til mit høreapparat, så jeg kan afprøve hørelsen med det. Det viser sig at jeg faktisk kan høre lidt, men i forhold til før er lydstyrken skruet helt ned – ikke på høreapparatet, men i mit øre. Lidt spøjst er det dog at visse stød-lyde går tydeligere igennem. Der er tydeligvis sket ting og sager i mit øre!
Men lyden er så svag, at jeg ikke bruger høreapparatet nu – alt foregår ved mundaflæsning, hvilket naturligvis er sværere, men også mere trættende. Er der ord jeg ikke forstår, må blokken frem og stikord skrives ned, så jeg forstår sammenhængen.
På opvågningsafdelingen havde jeg lidt irritation over at jeg ikke kunne holde hovedet ret, men at det hele tiden ville til venstre. Det skyldes tydeligvis hovedpuden med memoryskum, som havde lavet et hul til venstre for mig, men nægtede at rette op til højre. Derfor bad jeg nu som noget af det første, sygeplejersken om jeg kunne få en anden, almindelig hovedpude. Ahh – det hjalp! Nu kunne jeg ligge ordentligt.
Men netop puden skulle dog alligevel give mig noget irritation senere på aftenen, da den pressede mod sårene i begge sider, så det var svært at finde ro til at hvile. Det løste sig først rigtigt, da jeg fik noget mere smertestillende. Det er helt klart det værste ved at blive opereret på begge ører samtidig, da det faktisk kun er muligt at ligge præcis ret på ryggen og kigge lige op. Det bliver forhåbentlig lettere, og mindre smertefuldt i løbet af de næste dage!
På et tidspunkt hvor det er tid til et toiletbesøg, bliver det første gang jeg skal ud af sengen. Jeg tilkalder en sygeplejerske som skal overvåge og støtte mig hvis jeg bliver meget svimmel. Netop svimmelhed er en af de normale bivirkninger ved en CI-operation, og især når det er begge ører samtidig, da det er kroppens balancecenter der berøres. Så spændende er det da jeg rejser mig op. Men allerede her, og efter de første par skridt, kan jeg mærke at det ikke er et problem for mig. Og sådan er det i skrivende stund stadig, så længe jeg bevæger mig roligt og undgår hurtige eller pludselige bevægelser med hovedet. Derfor er det også kun de første par gange jeg følges af en sygeplejerske. Resten af tiden frem til næste dag, hvor jeg udskrives, kan jeg fint bevæge mig rundt på egen hånd.
Ellers havde jeg kun et problem med at forbindingen i venstre side lækkede et par gange i løbet af aftenen, så blodet løb ned af halsen. Forbindingen blev løbende udskiftet og forstørret for at løse det problem. De endte med at være en anelse stort og generende, men hellere det end at det bløder konstant.
Næste dag, fredag den 7. oktober ved stuegang, snakker jeg med lægen der opererede mig, og da der ikke er noget særligt at bemærke, får jeg lov at tage hjem. Lægen tager også forbindingen af i begge sider. Det ser nu pænt ud, og bløder ikke længere.
Jeg afventer derefter blot at mine forældre får afleveret hotelværelset og kørt til hospitalet.
Da alt er pakket, siger vi farvel til personalet og vender næsen hjemad. Jeg takker i øvrig for meget venlig og imødekommende behandling af al personalet på Odense Universitetshospital.
Turen hjem går heldigvis også fint, og uden problemer med svimmelhed. Vel hjemme, slapper jeg nu af og restituerer oven på en veloverstået operation. Næste skridt er at få fjernet kramper fra sårene om en uges tid, når de forhåbentlig er pænt helet op. Og senere – den 3. november 2016, bliver det den spændende dag, hvor jeg skal retur til Odense og have tilkoblet mine nye CI-processorer (“høreapparater”) for første gang!