Torsdag den 3. november 2016 blev det endelig min tur til at få udleveret mine to Cochlear Implant (CI) processorer og dermed få lyd på. I dette indlæg vil jeg fortælle om mine oplevelser fra tilslutning og justering af CI-processerne og de første lydoplevelser på dagen.

Forud for dette, var gået en måned siden operationen den 6. oktober, hvor jeg i praksis var helt døv. Som beskrevet i et tidligere blog-indlæg, var og er jeg ikke helt døv efter operationen, men lyden er så svag at det i praksis ikke kunne betale sig at bruge det gamle høreapparat. Det er dog gået relativt let med at klare hverdagen ved mundaflæsning alene.

Men som sagt var jeg nu nået til det interessante – at få lyd med de nye CI-processorer! Mine forældre og jeg kom derfor ind på høreklinikken hos Odense Universitetshospital i Odense, hvor der var 3 ting på programmet, i nævnte rækkefølge:

• CI-tilslutning og justering.
• Opfølgning på operationen hos en læge.
• Snak med en hørepædagog om det nye udstyr.

Tilslutning af den første CI-processor:

Da det efter kort ventetid blev min tur, gik vi ind i et af høreklinikkens lydtilpasningsrum. Til stede var jeg selv, mine forældre og audiologen der skulle indstille mine CI-processorer. Nogle personer har desuden også en skrivetolk til stede, som støtte. Men da jeg er så god til mundaflæsning, var denne person udeladt.

Vi gik herefter i gang med fysisk montering af CI-processorerne. Så audiologen monterede processerne på ørerne og spolen med magnet – dvs. den dims man har siddende på hovedet.

Der var dog et problem med, at magneterne havde svært ved at sidde fast på hovedet. Årsagen til dette var, dels mit lange og tykke hår var i vejen, men også at magneterne var for svage. Med en hårtrimmer, fjernede vi håret hvor spolen/magneten skal sidde – et område på størrelse med en 5-krone. Men stadig havde magneterne svært ved at sidde fast på hovedbunden. Jeg spurgte derfor om ikke jeg kunne få nogle kraftigere magneter.

Magneterne er monteret ret enkelt, ved at være skruet ned i spolens midte. Så audiologen fandt nogle andre, lidt kraftigere magneter frem og monterede i stedet. Det afhjalp problemet lidt, men stadig synes jeg det faldt for let af. Audiologen havde ikke kraftigere magneter på lager, men lovede at skaffe dem til næste gang jeg kommer der. Styrken er dog en afvejning af, at magneten skal sidde fast på hovedet, men ikke så fast at man kan få tryksår på hovedet pga. af det konstante pres samme sted på huden.

Selve ørehængeren hænger blot løst på øret, og tabes også ret let synes jeg. Så de ørepropper jeg på forhånd havde fået lavet, er også nødvendige. Vi blev dog enige om at jeg selv skulle tilpasse dem når jeg kom hjem. Det er længden af den slange der forbinder prop og processor der skal være præcis, for at processoren kan sidde godt og uden at genere øret. Men som standard synes jeg det var en lidt dalret løsning, der krævede at jeg holdt hovedet absolut roligt, for ikke at tabe udstyret.

Med dette gjort, skulle vi nu have indstillet udstyret:

Efter mit eget ønske startede vi med mit højre øre, som hidtil har været 100% døvt. Jeg valgte det sådan, fordi jeg var spændt på at få lyd på dette øre. Men også fordi, det jeg forventede at ville kunne høre med højre øre, måtte være væsentligt ringere end med venstre øre, da det jo ikke har været brugt før. På den måde ville jeg ikke kunne blive skuffet ved tilslutning af processor nummer 2, da lyden forventeligt måtte være bedre når venstre øre blev tilsluttet.

Det første trin i opsætningen af processoren var, at vi skulle finde ud af hvor meget styrke, de enkelte elektroder skulle have. Audiologen skruede gradvist op for styrken for at finde ud af, hvor højt vi kunne skrue op for denne elektrode, uden at det blev utåleligt for mig. Jeg skulle sige til, når jeg begyndte at fornemme noget. Jeg troede det ville være toner, ligesom når man laver en traditionel høretest. Men audiologen fortalte, at det blot var strømimpulser, derfor jeg skulle blot fortælle hvordan jeg oplevede styrken af disse.

Det varede ikke længe før jeg kunne mærke noget ved højre øre. Senere da styrken var skruet mere op, var det nærmest en slags ”plop”-lyde. Eller nej, lyde vil jeg ikke kalde det, for det lød ret underligt, og ikke som jeg er vant til med lyd på venstre øre. Jeg følte også tydeligt at der kom noget nyt og uvant ind i højre side af hovedet – det føltes indimellem som en slags jag ind i højre side af hovedet, i området ved kind og højre øje.

Da vi havde været alle disse elektrodestyrker igennem, skulle vi sikre os, at de forskellige toner havde samme lydniveau. Dette foregik ved, at jeg ville høre fem forskellige toner lige efter hinanden, og så skulle jeg fortælle, hvordan de skulle justeres i forhold til hinanden. Justeringen blev gentaget, indtil jeg oplevede at de fem toner havde samme niveau. Da de var justeret, ville der komme fem nye toner med en anden frekvens, som jeg skulle gøre det samme med. Denne procedure blev gentaget et antal gange – jeg talte ikke, så kan ikke fortælle hvor mange gange det var.

Nu var det blevet tid til at sætte ”rigtig” lyd på min første CI processor. Jeg kunne med det samme høre en masse lyd, men lyden adskilte sig ikke væsentligt fra det jeg havde hørt under indstillingen af processoren. Forskellen var, at de mærkelige lyde nu fulgte vores stemmer i intensitet. Jeg kunne ikke straks høre noget der lød som normale lyde eller stemmer, men kunne høre ændring i lyden når jeg selv eller de andre i lokalet talte, eller hvis vi lavede lyde. Men sjovt var det alligevel at opleve, at der nu for første gang i mit liv var fornemmelse af ”liv” i højre øre. Utroligt at noget jeg tidligere, blot kunne drømme om, nu er en realitet – lyd på højre øre, og dermed snart hørelse på begge ører!

Tilslutning af den anden CI-processor:

Da det blev tid til tilslutningen af den anden processor på venstre øre, blev den højre processor slukket. Ellers var forløbet det samme, som beskrevet ovenfor.

Det var dog klart fra starten, at oplevelsen af lyd var meget mere rigtig med venstre øre – det gør bestemt en forskel, at have hørt på øret før, så hjernen er vant til lyde. Det der på højre øre lød som underlige plop-lyde, kunne her straks genkendes som toner.

Da jeg aldrig før har kunnet høre på højre øre, blev lydstyrken justeret således, at den var væsentligt højere på venstre øre. Det gøres sådan, fordi hjernen skal have tid til at vænne sig til lyden fra højre øre. Det ville blive et voldsomt chok for hovedet, hvis lyden var på fuld styrke i høre øre, fra start af.

Det var således med det samme klart for mig, at få hørelse på et øre der hidtil har været helt døvt, ikke er noget man bare gør som ved et knips med fingrene. Det kræver tid for hjernen at vænne sig til lyden, og masser af træning for at få det til at lyde normalt og kunne forstå tale. Men det har jeg også været indstillet på, helt fra start af – altså da jeg besluttede, at jeg ville have Cochlear Implant på dette øre. Ikke mindst fordi sagkundskaben, som fortalt i tidligere blog-indlæg, har sagt at jeg ikke skal forvente at komme til at høre det samme (dvs. lige så godt) som på venstre øre.

Men allerede her mens vi stadig sad hos audiologen, og dermed kun kort tid efter jeg havde fået lyd på, var jeg i stand til at genkende lyden af stemmer – også en smule med højre øre alene. Med mundaflæsning var jeg i stand til at forstå hvad audiologen og mine forældre sagde. Men det lød meget underligt, og som en slags helium-stemmer.

Efter tilpasningen af CI-processorerne, var der lidt ventetid på gangen inden vi skulle snakke med ørelægen.

Her var der masser af lyde; Folk der snakker, børn der skramlede med legetøj, og en slikautomat. Netop slikautomaten gav den første lydoplevelse, da en anden tilstedeværende brugte den, for nu kunne jeg pludselig høre de bip der kommer når de trykkede på displayknapperne.

Generelt var det de højfrekvente lyde der lød mest rigtigt, hvilket sådan en bip-lyd også er. Folk der gik på gangen, døre der blev åbnet og lukket, lyden af toilettet, og vand der skyllede i vasken, var også lyde jeg hørte men som ikke lød særlig rigtigt på denne dag. Disse lyde var blevet lidt mere højfrekvente, og var akkompagneret af plippe-lip og biplyde.

Snak med lægen:

Lægen var den samme som jeg havde talt med ved en af forundersøgelserne, så han kendte derfor allerede mig og min sag.

Først blev jeg spurgt om, hvordan det var gået siden min operation. Jeg fortalte at det var gået godt og uden komplikationer. At mine sår var helet pænt og at sår-clips blev fjernet planmæssigt.

Jeg fortalte om mine oplevelser omkring svimmelhed, som heldigvis slet ikke har været et problem, da der kun var en lille smule forbigående, hvis jeg bevægede hovedet hurtigt.

Jeg fortalte at jeg i måneden siden operationen har haft masser af tinnitus, der underligt nok har lydt som små bidder af diverse for mig kendte musikstykker, der har kørt på konstant repeat i hovedet. På én gang sjovt, men alligevel rimeligt belastende i længden når det kun er småbidder der gentages i det uendelige dagen igennem. Til det smilede lægen, og sagde at det er et tegn på god musikhukommelse.

Derefter kiggede lægen på mine ar og i ørerne. Da alt var som det skulle være, var vi færdige her, og kunne tage plads på gangen igen til vi skulle ind hos hørepædagogen.

Snak med hørepædagogen:

Her skulle vi gennemgå det udstyr, der fulgte med til processorerne.

Jeg fik udleveret en kuffert(!) til udstyret, der hører til mine to CI-processorer. Den indeholdt ekstra batterienheder, opladere, enkelte reservedele i separat etui og en affugter til CI-processorerne. Det virkede lidt fjollet at få så meget bagage til udstyr der blot skulle ud af kufferten og være pakket permanent ud.

Vi snakkede kort om det vandtætte Aqua+ udstyr, som jeg skal have til brug (primært) ved sejlads. Hørepædagogen sagde, at jeg ville få dette næste gang jeg kom til Odense. Hun sagde også, at jeg kun vil få dette udstyr til det ene øre, og at jeg sikkert selv skulle betale, hvis jeg ville have det til det andet øre også.

Efter samtalen med hørepædagogen resterede blot at finde en tid til næste justering af mine processorer, hos sekretæren. Her var jeg dog nødt til at få lidt hjælp af min mor, da snak og lyde i baggrunden gjorde det ret svært at høre hvad sekretæren sagde. Men jeg fik en tid den 7. december, og vi kunne nu forlade høreklinikken for at træde ud i hverdagens lyde.

Efter høreklinikken:

Da vi var færdige på høreklinikken, var det tid til noget mad. Vi ville derfor køre ud til samme asiatiske restaurant, som vi besøgte lige inden min operation en måned før.

Da vi satte os ind i bilen, for at køre derud, kom den første overraskelse: Jeg kunne slet ikke høre motoren køre, ligesom jeg heller ikke kunne høre vej- og vindstøj! På forhånd havde jeg regnet med det modsatte – at lyden her ville være meget høj. Til gengæld gik lyden fra afviserblinket ret tydeligt igennem. Så det var en lidt underlig oplevelse.

På restauranten kunne jeg også gøre de første erfaringer med den nye lyd ude i ”virkeligheden”. Jeg kunne blandt andet konstatere, at lyden det siger, når man spiser sin mad, var ret tydelig.

Det var faktisk overraskende meget jeg var i stand til at forstå allerede dér, når jeg talte med mine forældre. Med mundaflæsning var vi fint i stand til at kommunikere – faktisk var det jo en lettelse at jeg nu kunne høre noget også. Snakken gik meget lettere end i den foregående måned, da jeg var helt døv.

Alt lød mærkeligt, men jeg bemærkede dog allerede dér at det var ligesom at der var 2 ”lag” i lyden – et lag hvor min egen og mine forældres stemmer lød overraskende normale, som jeg husker det før operationen. Men ovenpå på det, var der et lag af mislyde som plip-plip-plip og bip-bip lyde, der giver et ret underligt lydbillede.

Efter maden, kørte vi hjem – igen en underligt stille tur for mig, hvor kun blinkerlyden kunne høres fra bilen.

Hjemme igen, fik jeg lyst til at prøve hvordan musik lød. Jeg tændte for noget musik på stueanlægget. Det blev en kort fornøjelse, da det lød helt forkert – ja faktisk lød det slet ikke som musik! Så jeg slukkede med det samme igen.

Jeg prøvede at lytte til enkelte andre lyde, som da jeg skulle lave aftensmad; På et tidspunkt åbner jeg vandhanen – åbner og lukker et par gange, for at høre lyden. Det var en af de lyde der lød mest rigtigt på denne dag.

Men jeg kunne godt mærke, at trætheden var begyndt at melde sig.

Tilpasning af slanger til ørepropperne, som nævnt længere oppe, blev udsat til næste dag. Så resten af dagen og aftenen så jeg lidt TV – med undertekster naturligvis, og så var det ellers tid til at sove ovenpå en begivenhedsrig dag…